Lidt om hverdagen med vores to gulsklumper....
Her vil vi fremover skrive lidt om vores hverdag - men ikke hver dag

16.maj

Nu går det bare fantastisk godt. Drengene har nu siden påske sovet selv på værelset hver nat, og kommer ikke ind og sover hos Mor og Far, kalder bare og sover så igen. Vi er for 3 uger siden begyndt at gå ned i stuen og se TV, og sætter så babyalarm på. De ved vi går ned år de sover (Willy bliver oppe til de sover).

 

Tilknytningen med vores to drenge går bare derudaf, dog vil de helst være indenfor vores synsvidde hele tiden. Dét er jo sundt, men kan være anstrengende når man fx gerne vil på WC alene. Så sidder de lige udenfor, på gulvet, og venter. Ja, der er ikke meget privatliv! Og der er jo li´som ikke så mange pauser alene i løbet af en dag.

 

Der ikke er de naturlige pauser, som fx når de små babyer sover til middag. Jeg er bare ”PÅ” fra de vågner kl. 7.00 og til de skal i seng kl. 19.30. Og selvom min Willy jo også  er der, så er det dog mig der som hjemmegående tager de lange stræk med dem. Han ser dem jo kun fra kl.16.00 og til de skal i seng 19.30.

 

Ellers kunne jeg for lige da vi kom hjem, ikke i min vildeste fantasi forestille mig at der kunne ske fremskridt, og det var komplet uvirkeligt at skulle se 2 måneder frem. Alligevel kan vi nu allerede se 3 måneder tilbage og sige: GISP!! det er jo helt vildt hvad der er sket på de måneder i DK.

 

Vi er gået fra at snakke udelukkende spansk til drengene og til nu KUN at tale dansk – OG DE FORSTÅR ALT HVAD VI SIGER!  Og svarer på spansk/dansk. De snakker også dansk/spansk indbyrdes når de leger.

 

Jeg kan endda snakke om så abstrakte emner som ”hvor man kommer hen når man dør” – på dansk. Vi var den anden dag oppe og se ”de små haver” = kirkegård. Og de fandt en tom gravplads og siger nogenlunde sådan her: ”Aj Mor, her er lige plads til os to når vi dør. Er det ikke en gó idee?”

Så er det lige at man synker engang og så prøver at fortælle at man normalt er gammel når man dør. Men de var ikke bange eller kede af det, de syntes bare der var SÅ fint på kirkegården, at de var helt begejstrede for, at der var en plads til DEM…

 

I starten ville de kun spise franskbrød til morgen og middag, nu spiser de rugbrød og bla.pølse og makrel. Og mælk var tydelig vis ikke noget man kunne drikke bare sådan ”rå” af en kop – nu belærer de Mor og Far med, at det er vigtigt at drikke mælk, så man bliver stærk. Og alt vi serverer til aftensmad er ”ummm læææækkert Mor”

 

For øvrigt er dét der med at blive stor og stærk noget de går meget op i.

De mener jo helt bestemt at ”til sommer er vi SÅ store” (2 meter) og der er ikke grænser for, hvad de kan ”til sommer”

Det hænger nok sammen med, at vi ofte siger ”det skal vi måske prøve til sommer” og de skal jo også starte i børnehave ”til sommer”. Så ”sommer” er jo derfor omgærdet med megen mystik.

 

Vi har jo lige fejret kobberbryllup, og har i den forbindelse været i gang i ugevis med at ordne vores lade/hus/og have så vi kunne holde fin fest. Og hver gang jeg samlede et blad op ude i haven, sagde de ”nå, er det så det bliver fint til festen?” Nu her bagefter skulle vi så rydde op igen efter festen, og så mener de jo at det er fordi vi skal gøre klar til en ny fest… Men pyh ha, der skal lige gå lidt tid, inden vi holder så stor en fest igen (70 mennesker)

 

De kendte i starten ingen af vores familie, nu jubler de når vi fortæller at Mormor og Morfar kommer, og de har prøvet at skulle sove i campingvogn (står i vores have) med Mormor og Morfar. Dog kom de op til huset igen da de var færdige med gó nat historie og aftenbøn.

 

Men bare dét at de var ”væk” i over 1 time uden at kunne høre eller se os, er jo fantastisk. Og et tegn på (tror vi) at de føler sig trygge og ved at vi er der, når de får brug for os. Og også, at de er trygge ved mine forældre.

De hygger også længe alene med Bedstemor og Bedstefar når de er i haven. Og jeg kan gå lidt i den anden ende af haven alene. Det er bare SÅ dejligt når jeg lige får 5 min. aflastning.

De første gange vi skulle ud i haven hylede og skreg de, fordi de ikke vidste hvad de skulle  (de havde jo heller aldrig set sne – og var det nu farligt)– nu er det bedste de ved, at ræse i laden på deres løbecykler.





18/3
Så er Willy startet på arbejde i denne uge!
Nu er det Mor der er alene med Jeison og Johan 3 dage om ugen. Og det er ret hårdt at være "på" solo 8 timer i træk. Vi starter dagen med at de går i brusebad og jeg hjælper dem med undertøj. Så går Anne ibad, og imedens tager drengene som regel selv tøj på. Så går vi ned og spiser morgenmad. Bagefter rydder Mor op i køkkenet og nogen gange hjæper de med at tømme opvaskemaskine. Ellers leger de på gulvet i alrummer eller i køkkenet imedens. Så går vi ovenpå for at lukke vinduerne og så kan det godt være at drengene leger lidt selv, ellers er Mor lidt med på sidebanen.
Til frokost spiser de en grovbolle med spegepølse og får lidt æble og drikker saft. Herefter er der "frikvater" for alle parter: drengene ser en børneDVD selv i sofaen og Anne drikker en kop kaffe i allrummet og hviler hovedet lidt. Så får vi lige lidt frugt og lidt saft og så prøver jeg at overtale dem til, at nu skal vi altså lidt ud. Så går vi lidt rundt i haven eller de cykler på deres løbecykler i laden eller hamrer søm i et brædt! Efter 30 min begynder de så at spørge hvornår vi skal ind i huset, og nogen gange kan jeg trække den 20 min. extra. Jeg bliver fx. nød til at låse hoveddøren, ellers sniger de sig ind i huset. Så går vi ind og "venter på Far"-med længsel alle 3. Drengene fordi de savner én der gider tumle med dem, og Anne savner én voksen at snakke med og at slippe lidt væk fra drengene bare 10 min. Så Willy er et hit når han kommer hjem. Så drikker vi en kop the og får en bolle. Og de leger medens Anne laver mad og får lidt fred.
Så spiser vi aftensmad ca. kl 18.00 og direkte herefter går vi ind i sofaen og ser 2 afsnit Peter pedal. Derefter direkte op og tage nattøj på. og børste tænder. Og så i seng og læse 2 bøger og bede aftenbøn. (Mor og Far putter på skift)
Så ligger de med døren åben, og Anne og Willy sidder i sofaen oppe i kontoret og ser tv eller snakke dæmpet. O gsom regel sover de efter 5 min.
Vi sover hos dem på værelset på en madras på skift. Så får man også en nats uforstyrret søvn, når man ikke har "børnevagten". De sover ca. fra kl 19.30 og til kl.07.00.
Jeison hører vi stort set ikke om natten. Men Johan derimod snakker meget i søvne og skal også nogen gange op og tisse eller ha vand.




4/3

Det går fremad i den rigtige retning. Det er i hvert tilfælde bedre end de første par dage. Dregene er nu faldet så meget til ro at de leger selv en hel time af og til, og vi voksne kan sidde og snakke lidt over en kop kaffe, uden hele tiden at blive afbrudt. Og det er altså rart, når man ellers har to meget snakkende drenge der gerne vil have at mor og far lytter HELE TIDEN - hvilket er et lidt stort krav, syntes vi. Vi skal trods alt også være der, og det mener jeg godt at de kan begynde at lære. Vi har en ret fast morgenrutine med bad, leg, morgenmad. Og også aftenen fra aftensmad og frem er nu, helt ens hver dag, og det giver ro i familien når vi når dertil. Det er bare dét ind i  mellem morgenmad og aftensmad, der endnu er lidt af en udfordring. Altså at få dem aktiveret, uden at jeg konstant skal lege fangeleg med dem, for dét har jeg simpelthen ikke energi til hele tiden. Men vi har da bagt boller og smagt på alle mine krydderier og været på biblioteket sammen (ikke på én dag).

 

De er stadig ikke ret vilde med at skulle udenfor, vi ved ikke om det er kulden, eller fordi de er nød til at tage en masse tøj på, eller fordi de syntes der er kedeligt….. Så lige for tiden tager vi ikke den konflikt at de SKAL ud, så går vi bare en tur alene - på skift, og får på den måde lidt frirum. Hvilket også er noget vi kan mærke er super vigtigt at prioritere - ellers bliver man ”bims”-

 

De har allerede været sammen med mormor og morfar og farmor og farfar mange gange og er nu jublende når vi siger at ”om lidt kommer de på besøg” Vi har også besøgt dem der hvor de bor hver i sær, og det gik egentlig bedre end jeg havde forventet. Vi var der kun til kaffe (mine forældre) og til aftensmad (mine svigerforældre). Og på lørdag skal vi op til mine forældre til min fars fødselsdag. Der kommer kun min søster og svoger, så det er ikke ret mange, de skal forholde sig til.

 

Jeg føler ikke at jeg er nød til at holde dem i stram snor, de er faktisk ret godt opdragede fra plejemoderen da vi fik dem. Det virker til at de godt ved hvad der er OK og ikke. Og de løber ikke op og ned af væggene eller smider med tingene når de bliver sure. Så jeg er ret tryg ved at have dem med ”i byen”.

 

Men vi er jo stadig bare supertrætte kl. 20.00 og skal faktisk seriøst stramme os an, for at se lidt tv og sludre en lille time, før vi segner i vores senge kl. 21.00. Men dét er altså bare sådan det er, det bliver bedre med tiden - håber vi…..:-)

 

Det går langsomt med det danske (syntes vi) vi ville jo ønske at de bare ved at knipse med fingrene ville tale flydende dansk, så man kunne forklare dem ting og sager. I dag skulle jeg forklare dem hvorfor vi ville flytte sække med tøj på loftet, og de blev bare ved med at spørge ”que?” = hvorfor. Og til sidst sagde jeg på dansk ” jamen det kan jeg ikke forklare dig - du må lære dansk….” Ja man bliver selv frustreret over det af og til, jeg vil jo gerne forklare dem en masse, men kan ikke.

 

Men de tæller til 5 på dansk nu, og aldrig på spansk. Heller ikke når de leger selv sammen. Og de kan forstå og siger følgende ord: Æble, bé om, vand, lille, stor, prut (meget vigtigt ord når man er 5 år!), gó morgen og gó nat, - og sikkert flere ord som jeg lige har glemt. (klokken er 19.58, så min hjerne er ved at gå i dvaletilstandJ

 

De har været vant til at bede aftenbøn, og det har vi genoptagen efter vi er kommet hjem. Og nu beder de hver aften på spansk, det er bare så sødt: ”tak for min seng, tak for mit hus, tak for anne og willy, tak for bedstemor og bedstefar, tak for min bror tak for mad AMEN. Og når vi beder bordbøn, så beder de med højt på spansk….. Det er svært at holde masken nogen gange, men dejligt at de vil.

En dag havde vi glemt at bede bordbøn og det blev vi så lige mindet om af to ”fromme” drenge der sad med foldede hænder og kiggede meget strengt på os - hmmmmm-

 

De får lov til at se 1 times TV hver eftermiddag, for at få et lille frikvater og så hører de samtidig lidt dansk - det er noget de elsker, og spørger efter hele dagen.



26/2
ja ja det går da fremad... Willy go Anne skulle lige ligge syge begge to med voldsom hoste og ømhed i hele kroppen - på samme tid, men nu kan vi da mærke at det går den rigtigt vej med helbredet:-) Det er jo ikke lige muligt at ligge i sengen med to 5-årige, så den har stået på lette løsninger (tv) og de aktiviteter børnene nu gad. Så vi har ikke været så  meget udendørs som vi kunne ønske. Og man kan vist roligt sige at energien har været meget lille. Det er selvfølgelig ret "ØV" når nu vi endelig har orlov sammen i DK, men måske er det en fysisk reaktion på alt dét vi har været igennem, som vi ikke kan komme uden om! Drengene har nu mødt mormor og morfat flere gange, og ville endda gerne snakke med dem i tlf. den anden dag, så måtte vi jo ringe dem op. drengene syntes det var sjovt at snakke med dem i tlf, selvom de bare sagde ja og hej.
også farmor og farfar har været på besøg og det er gået fint mht. drengene. Dog kan vi godt mærke på dem når der er fremmede i huset, at de så bliver lidt fustrerede over at vores focus ikke er på dem hele tiden. Det kan de jo bedst lide

Vi har også været på små ture i bilen til supermarkedet og nogle andre butikker, og drengene kan rigtig godt lide når vi er "på tur i bilen", så bliver de lisom helt trygge, fordi så går Mor og Far helt sikkert ingen steder. Anne har også kørt med drengene alene til supermarkedet, og det gik helt fint. dejligt at vi kan tage afsted med dem alene, det giver lige lidt pusterum til den der er der hjemme.






19/2

Vi havd idag beslutttet at Far-Willy skulle prøve at forlade hjemmet i 1 time, for at se om drengene syntes det var ok at være alene med Anne. og det var helt OK. Vi spillede memory imedens og legede hest og lavede våben ud af en papkasse. Da Willy kom hjem sagde de "bare" hej Willy og legede videre. Så om eftermiddagen tog Willy op til sine forældre endnu en time. Nu er det snart Anne´s tur til lidt fritid.... Det er faktisk byttet om nu, at Mor er mest interessant og jeg ku dårligt nok få lov til at lave aftensmad for to frække drenge der hele tiden ville ha mig ind i stuen og lege.
I eftermiddag har vi været sammen alle 4 til købmanden og bagefter fandt vi noget klædudtøj frem og SÅ kan det ellers nok være at der blev leget. Willy lavede et hus til dem ud af en kæmpe papkasse - det ku de li´


Onsdag 17/2

Så har vi været i DK i 3 hele dage, og hu hej hvor det går. Det er to meget viljefaste 5-årige vi har i huset! Der er lidt udfordringer til mor og far i, at sætte rammerne og grænserne for vores to herrer.

Vi har været ude at gå tur i sneen, noget de alrdig har set før - og som de ikke endnu er ret vilde med. (det er jo koldt!)

Vi får maden bragt til døren én gang om ugen  ( i et par uger endnu) på skift af Pigerne i Annes cellegruppe, og det er bare en KÆMPE velsignelse, da vi jo er meget trætte endnu.

Ellers har vi idag fået støvsuget og ellers leget med drengene. De får ofte lov til at "holde frikvater" med Peter Pedal på DVD da de har brug for at glemme det hele lidt, og så kan Mor og far også lige trække vejret. Godt for os alle.

Siden vi er kommet hjem, har tilknytningen til Mor taget en ny derjning: Hun er total i kridthuset:-) Drengene vil nu KUN ha børstet tænder af Anne, og jeg kan få lov til at nusse og pusse med dem i sofaen. og de opsøger mig næsten hele tiden. Nu forstår jeg hvorfor Willy blev så træt da vi var i Colombia. 

Vi har stadig brug for ro og fred i et par uger, til at få gjort drengene trygge ved alt det nye, som de skal lære at kende. og ikke mindst ro til, at vi som forældre kan fordøje alle de oplevelser og indtryk vi har haft den sidste måned! - tak for jeres omsorg, støtte og forbøn - det rykker!!!


Julen 2010

 

Sikke et år!

 

Vi blev forældre til Jeison og Johan den 20. januar kl. 14.00 i Colombia, og herefter er vi begyndt på en lang rejse sammen, som indtil nu har varet næsten et år.

 

Det har været lidt som et arrangeret ægteskab hvor man bliver matchet af andre, ser hinanden til brylluppet for første gang og først derefter skal man til at lære hinanden at kende. Forelskelsen kommer først langt senere sammen med kærligheden og troen på, at man skal være sammen for altid.

 

Men kærligheden

og forelskelsen har indfundet sig, drengene er hengivne og gir mange knus og ytringer om at de ved hvor de hører til.

 

En morgen efter badet tørrer jeg (Anne) Johan og pludselig siger han ” jeg savner min Mor”, jeg svarer ”ja hun har også været rigtig sød at føde to dejlige drenge til os. Man må gerne savne sin familie i Colombia” Johan siger så ”Nej Mor – jeg savner DIG Mor” og så giver han mig et stort knus. Når man har adopteret tror man som udgangspunkt at alt relaterer til adoption, men vi bliver overrasket gang på gang over at vores drenge på mange måder opfører sig præcis som alle andre 6-årige.

 

De bliver sure og fornærmede når fjernsynet skal slukkes, de mener de skal have slik på de mærkeligste tidspunkter og gider ikke udenfor hvis det er koldt. Jeison sagde en dag ” Mor jeg er sulten på slik” jeg sagde ”jamen det kan du ikke få lige nu, vi skal spise lige om lidt, du kan få en pølsemad” Jeison svarer ”jamen jeg er ikke sulten på pølsemad, min mave vil ha slik”.

 

I starten da vi kom hjem snakkede vi kun spansk med drengene for at give dem så megen tryghed som muligt. Det var en hård tid, da vi alle havde brug for at kunne udtrykke de store følelser vi brændte inde med, men var begrænset af den sproglige barriere. Alligevel kom vi igennem, og begyndte langsomt at sige alt på både dansk og spansk, blot for at opdage, at det blev det ikke mindre anstrengende af, tvært imod.

 

Noget af det første drengene lærte at sige på dansk var ”jeg vil gerne bé om saftevand”J Og efter 1 måned hvor vi kun talte dansk med dem, kunne de ikke længere huske at tælle til ti på spansk.

De prøvede - men det blev kun til: ” uno, dos, tre, fire fem….” det kunne de godt grine af, og syntes selv det var mærkeligt at de kunne glemme det. Og nu her i december er der kun meget få spanske ord der stadig hænger fast: Con = med, un = en/et. Ellers foregår ALT på dansk, også indbyrdes mellem drengene når de leger eller skændes.

 

Den 15. august havde de 1. dag i Osted børnehave, og de første 14 dage var Mor med on/off. De havde meget korte dage (9.30 til 12) og var alene deroppe. Jeg kan huske at jeg havde hamrende hjertebanken, den første dag hvor de skulle være alene i børnehaven i 1 time. For kunne pedagogerne nu passe dem ordeltligt?, hvad hvis drengene græd hele tiden? Og kunne de nu gøre sig forståelige på dansk?

 

Der var ikke grænser for hvad jeg kunne nå at udrette herhjemme den time jeg havde alene. Senere fik jeg lært at det er vigtigt at få hvilet sig lidt, medens der er ro i huset. Og det gik pludselig op for mig, hvor hårdt det havde været psykisk og fysisk at være sammen med drengene 24 timer i døgnet i 8 måneder! Langsomt kunnen jeg mærke at jeg fik kræfterne og energien tilbage.

 

Willy begyndte jo at arbejde 3 måneder efter vi kom hjem, så han fik hver dag en pause fra det hele, og kunne tænke på noget andet. Nu kan jeg også mærke at jeg er ved at være klar til at starte på mit arbejde 12. januar 2011. Det skal blive godt at bruge nogle andre sider af sig selv, og snakke med nogle andre mennesker.

 

Fordi drengene var så ”store” da vi fik dem, har der jo ikke været en mødregruppe, som jeg har kunnet relatere til, som andre nybagte mødre kan. Men jeg var jo også nybagt mor, med al den usikkerhed det medfølger: Har de nu nok tøj på?, hvorfor er han nu ked af det?, spiser de nok? Sover de for meget? Osv osv. Men heldigvis er der et forum på nettet for andre adoptivforældre, og der har jeg kunnet udvæksle erfaringer med andre ”i same båd”, og det har betydet meget for mig, så jeg ikke var helt alene i hverden.

 

Oven i det hele havde vi så liiiige et kobberbryllup d. 8. maj, hvor vi var 48 til fest ude i vores lade, som til dagen var forvandlet til festsal, med baldakin-tag og lyskæder. Det var et projekt som vi brugte nogle uger på at forberede. Bla. ved at rydde op i laden, feje i laden og ordne haven. Og da vi efter festen en gang fejede i laden sagde Johan ” nåe – er det fordi du er ved at gøre klar til en fest?”. Nej – der skal lige gå lidt tid før vi holder sådan en stor fest igen – men det var en SUPER dag vi havde. Og drengene legede med alle de børn der var med til festen (25 stk.), så dem så vi ikke meget til.

 

Pyh ha… jeg kunne blive ved at fortælle, for der er bare sket så mange ting. Drengene blev passet hos mormor og morfar for første gang i november, og det gik rigtig fint. Nu mener de, at hver gang de besøger dem, så skal man ha slik og se morgenfjernsyn ”for det plejer vi altså Mor”.

 

7. dec. Gik de Luciaoptog i børnehaven for alle forældrene til julefesten, sammen med de andre børn fra ”skolegruppen”. De sang fint med, men bagefter fortalte de at: ” vi kunne ikke hele sangen så vi bevægede bare munden når Helle (pædagogen) kiggede på os” – de er simpelthen SÅ udspekulerede nogen gange.

 

Nu kan det måske komme til at lyde som om at jeg er enlig Mor, men Willy er her altså også, og deltager på lige fod med mig i konflikter og hyggestunder med drengene. Fx er det Willy der HVER aften putter drengene og bér aftenbøn med dem. De har næsten lært ”fader vor” uden ad, og beder sammen med Willy med 1 sek. forsinkelse – det er jo godt lige at høre ordet før man selv siger det. Når de har været i bad, løber de hen til trappen og råber ned til mig ”god nat Moooar – elsker Mor” ”mig sove nu”. De får mange gode snakke på sengekanten om livet og om det de har læst, fx da Willy læste fra børnebibelen, havde de mange kommentarer til dette, og ofte trak putte-seancen ud, da man ikke lige kan afbryde en teologisk diskussion J

 

De er meget glade for at komme med i kirken, og er dygtige til at sidde stille og går nu selv med de andre børn i børnekirken i et andet lokale. De vil gerne deltage i legene og kan fortælle hvad de har hørt om, så de må altså høre lidt efter en gang i mellem…. En søndag hvor de endnu sad oppe i salen med os, bliver der bedt fra prædikestolen. Og da bønnen er ved at være færdig og vi afventer et ”Amen” er Jeison lige 1 sekund foran, og siger højt ”amen” før alle andre. Det blev der grinet lidt af rundt omkring i kirken.

 

 

Og så til de øvrige nyheder…..

 

I efteråret var hele familien Larsen med til at slagte alle hønerne (13 stk), drengene syntes det var meget spændende at se Far hugge hovederne af hønsene, og at hovedet stadig bevægede næbbet selvom det var hugget af. De var også med til at hive fjer af hønsene, og spiser med stor vellyst hønesuppe med nudler, som er en ofte serveret ret her på gården.

 

Vi lavede også alle 4 æblemost, og det blev til ca. 50 liter i år. Drengene vil gerne være med til alt det Mor og Far laver, så vi havde to gode hjælpere den dag.

 

Vi fik pr. 14.dec en lille hushjælp, som lyder navnet Bertha. Hun støvsuger hver dag og sover under sofaen!

Ja - de teknologiske vidundere har også fundet vej til Wilangaard – Bertha er en robotstøvsuger, som jeg fik i fødselsdagsgave.

 

Willy er i foråret gået i gang med at lave vores staldbygning om, til henholdsvis stor gildesal m lille køkken og Wc, samt et fyrrum og to disponible rum. Der skulle graves ud til isolering og det betalte vi os fra, men ellers har han lavet resten selv: lavet nye bærende stolper, jævnet med grus, lagt flamingo ud,  lagt jernnet ud, lavet kloakrør, trukket 600 m varmeslanger og så er der snart klar til at blive støbt gulv, når frosten er væk. Herefter mangler han bare resten…… Og så mener han stadig at vi godt lige kan kalke staldbygningerne til sommer!

 

Willy har også røget en masse hamburgerryg i røgeovnen, så der er dejlig vintermad i fryseren. Drengene er vilde med grønlangkål og hamburgerryg. Ja faktisk er vi endnu ikke stødt på noget som de ikke vil spise – det er da en velsignelse.

 

I dag har jeg bagt honningkager, og i weekenden (17. – 19.) skal vi ned til mine (Annes) forældre sammen med mine søskende og julehygge - det glæder vi os alle til.

 

Vi sender alle 4 en masse varme juleknus og ønsker jer en velsignet og fredfyldt jul, samt et festligt nytår.

 

Tak til alle jer, som har haft os med i jeres tanker og bønner i årets løb, og al den praktiske omsorg vi har oplevet.

 

Glædelig jul!

 

Jeison, Johan, Willy og Anne




Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE